Tyskland: Blodpølser og julemarkeder

Julen hos vores naboer syd for grænsen ligner på mange områder den danske, men der er dog visse traditioner, som skiller sig ud.

Akkurat som i Danmark spiser mange den 24. december en let frokost, inden man går i kirke – for at gøre plads til de tungere måltider, der følger. I Tyskland spiser mange den 24. december “Mettwurst”, som er en form for blodpølse. Og først den 25. december sætter man alle sejl til. Her ligner julemiddagen mere den danske, og i Tyskland spises der ofte flæskesteg, kalkun eller gås. Nogle steder serverer man dog også karpe.

En af de helt særlige tyske juletraditioner er julemarkederne, som findes i de fleste større byer. Mange danskere tager ofte i december en tur sydover for at opleve den særlige stemning, som findes på disse markeder. Her går man rundt blandt de mange boder, hvor der sælges mad, dekorationer og meget meget mere.

I tiden op til jul har man også julekalendere, som vi kender det fra mange danske hjem. Og tiden omkring den 5. og 6. december er noget særligt for de tyske børn. Inden det bliver sengetid den 5. december, stiller børnene nemlig deres pudsede sko udenfor døren, hvorefter Nikolaus (julemanden) om natten kommer og fylder godter i dem. Dagen efter er det meningen, at to voksne klæder sig ud som Nikolaus og hans medhjælper ved navn Knecht Ruprecht og giver gaver til de forventningsfulde poder. Der følger dog et lille krav med, idet børnene skal synge en lille sang eller fremsige et digt for at at fingre i gaverne.

Den 6. december kaldes i Tyskland “Dreikbnigsfest” og er en helligdag. Her er der tradition for, at drenge optræder som Caspar, Melchior og Balthasar, de hellige tre konger, og går fra dør til dør og synger for en lille skilling.

Frohe Weihnachten!