I dag er det i langt de fleste danske familier nærmest utænkeligt, at man ikke giver hinanden gaver juleaften. Der skrives ønskesedler på længde med Storebæltsbroen, der købes ind og bestilles over nettet, hvorefter gaverne pakkes sirligt ind, forsynes med til og fra-kort og lægges under juletræet. Så skal – især børnene – forsøge at tøjle deres tålmodighed, inden der bliver sagt vær så god at pakke op.
Men sådan har det ikke altid været. Før år 1800 var det ikke kotume at give hinanden gaver, fordi præsterne dengang mente, at tankerne omkring jul skulle koncentrere sig om det lille jesusbarn. Men gradvist sneg traditionen med at give gaver sig ind – ikke mindst i takt med, at flere folk fik flere penge at gøre med. Først i slutningen af 1800-tallet begyndte man at pakke gaverne ind i gavepapir – dengang var det oftest hvidt glanspapir, som var påtrykt en masse stærke farver. Og den dag i dag kan man ikke forestille sig en gave, som ikke er pakket ind.
Først i 1900-tallet begyndte man at lægge gaverne under træet, og den tradition har holdt ved lige siden. I de senere år virker det dog som om, at tendensen med at give voldsomt mange julegaver er på retur, og nogle sætter derfor begrænsninger på antallet af gaver, der skal gives.
Men mange finder også stor glæde ved hele gavefesten, og skulle det knibe lidt med gavebudgettet, så skal man huske på, at det trods alt kun er jul den ene gang om året. Der er altid en vej til at glæde din familie: Køb brugt, lån penge eller lav dine gaver selv.
Der er noget helt specielt ved at overraske sine nærmeste med en julegave, og mange finder nærmest større glæde ved at give end ved at modtage. Og så betyder det mindre, hvor meget den koster – så længe der blot er tænkt over meningen med gaven.